Der har i nat været tumult i teltet på flere måder. Et pindsvin havde besluttet sig for, først at spise mine hundes mad (resterne stod lige udenfor teltet) og Ego vækkede mig kl. 3.30 og var noget nysgerrig efter at komme ud af teltet. Jeg fik dog manet ro på, hvilket blot gjorde at pindsvinet besluttede sig for at gå videre ind i forteltet på campingvognen. Her væltede Charlie alle havemøblerne i hans forsøg på at gø og knurre pindsvinet ud af “hans” telt igen. Mor stod op, men kunne ikke rigtig se, hvad det var for et dyr de havde besøg af, da det hvæssede højlydt når man nærmede sig, så jeg måtte ind og hjælpe til med lommelygten. Kosten blev taget i brug til at trille pindsvinet ud af teltet og møbler m.m. blev sat lidt til side igen inden vi kunne gå fnissende til ro igen.
Campingpladsen blev pakket sammen, –alt var tørt og vi begyndte at køre mod Danmark igen. I Kalmar stoppede vi ved “Giraffen-shoppingcenter”, hvor der blev shoppet vandresko, tøj, biludstyr m.m. inden vi gik på “den gyldne måge” og spiste frokost.
Ingen problemer med at komme hjem til Tværvej, hvor vi spiste aftensmad sammen inden vi landede på Hasselgård til sengetid.
Vi har haft en herlig campingferie.
Inden det blev min sengetid nåede jeg at tilmelde Ego til DM i lydighed, som vi havde fået invitation til. Derefter blev det også godnat til mig.
Skriv et svar