Det er 2. pinsedag, ingen planer, fantastisk vejr, så børnene stemte for at der blev planlagt en tur til stranden med indlagt tilladelse til at soppe!
Nødrationer (boller, juice m.m.) samt hunde blev pakket, GPS’en opdateret og afsted det gik mod Ordrup Næs. Det blev en superdejlig tur, hvor vi havde hele nord-siden af næsset for os selv, så her fik hundene lov at “soppe”.
Helt ude på spidsen fandt vi ret hurtigt cachen, som blev logget på en nød-log, da den indlagte logbog havde været drivvåd og nu kun var en stor fugtig “sammensmeltet” papirmasse.
På sydsiden af næsset ligger Ordrup Strand og her mente børnene at det var tid at soppe…
… jeg synes dog mest af alt det kom til at ligne baderi, i hvert fald blev tøjet beordret af, hvis de skulle kunne tage noget tørt på når de engang blev færdige.
Havmanden og havfruen kom dog på land igen, da de kom i tanke om de medbragte nødrationer. Herlig tur, som klart kan anbefales!
Skriv et svar