Østrig 2023 – del 2

Fredag d. 30. juni

Vi vågnede veludhvilede op i den store seng på hotelværelset i Nürnberg. Lige overfor hotellet er der en stor skov, som vi benyttede til at få luftet hundene godt af. Google Maps fortæller at vi har ca. 4,5 timers kørsel til vores ferielejlighed i Rauris. Morgenbuffeten manglede absolut intet, og var med i prisen, for overnatningen.

Tapaz og Skipper er med på hotellet. Jeg er meget tilfreds med, at hundene er så nemme at have med. I øvrigt glemte vi Skippers madskål på hotellet, – hvis nogen kommer på de kanter?

Ud på “Autobahn” med alt, hvad det indebærer af vejarbejder (asfalt kan åbenbart KUN udbedres i sommermånederne) og køkørsel. Vi er dog aldrig nede og holde helt stille i længere tid ad gangen.

Ved 12-tiden er det mig, der sidder bag rattet, og Michael der må Google/TripAdvisor, hvor vi kan få os en frokostpause, gerne med wienersnitzel til. Første forsøg ledte os op i en privat gårdsplads (ha ha), men i andet forsøg lykkedes det at finde dette landlige udskænkningssted, hvor vi spiste frokost med en lokal ældre herre, der kom stavrende og skulle have “det sædvanlige”, som viste sig at være biksemad med spejlæg og en stor øl. Vi bestilte wienersnitzel og colaer. Et helt fantastisk tysk måltid.

… lidt væk fra den sydtyske motorvej ligger dette lille sted.
En traditionel tysk stue, hvor vi sad sammen med en ældre lokal mand og fik vores mad.
Wienersnitzel med braskartofler – intet mindre og intet mere. Det smagte fint, og vi nød at sidde i den gamle stue.
En gammel kakkelovn stod i hjørnet, og flere større og mindre skabe var indbygget i væggene, eller rettere stod der, der væggene er bygget op i sin tid.

Videre afsted ind over grænsen til Østrig, som man lynhurtigt passerer, hvis man i forvejen har købt motorvejsmærkatet til forruden.

Lige præcis her kører man fra Tyskland ind i Østrig ved Salzburg.
Vi har byttet plads, så det nu er Michael der sidder bag rattet, og han “flasher” for første gang sine nye solbriller, – så jeg måtte også lige have mine på.

I Rauris fandt vi ret hurtigt SPAR-købmanden, og vi var kun lige stået ud af bilen, da skyerne trak sammen og vi fik både torden og en ordentlig skylle. Dog ikke noget der varede særlig længe. Efter provianteringen kørte vi til Fletzberger Haus, hvor vi i forvejen havde booket en ferielejlighed, hvor hundene er velkomne. Det var også her vi boede for 8 år siden, så vi vidste, hvor det lå – fuldstændig fantastisk udsigt og sted.


Udgivet

i

,

af

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.