Vi sov fint i vores “Queen bed”, der i mine øjne bare er en almindelig dobbeltseng. Vores værelse er udstyret med eget badeværelse (lille) med brus og toilet, og ud over sengen er der “møbleret” med en meget lille kommode som sengebord i den ene side af sengen og et smalt garderobeskab (50 cm i bredden) med 4 bøjler og 2 skuffer forneden samt 1 stol og en taburet, hvor hotel-telefonen er anbragt. Et ca 30″ fjernsyn (med et hav af kanaler) på væggen og et væggeur med indbygget lader til iPhone/iPod placeret på sengebord/kommoden.
Vi kan lige akkurat åbne vores kufferter på den sparsomme gulvplads rundt om sengen. Som I nok kan regne ud er det ikke “vild luxus” men det kommer til at fungere fint som vores “ladestation” imens vi er i New York.
Der er ikke restaurant tilknyttet hotellet, så vi fandt en lokal butik, hvor vi kunne se andre igang med morgenmaden.
Efter et fint morgenmåltid travede vi lige forbi Michaels – et slaraffenland for mig, så stort at Michael blev helt bleg da vi fik syn for hele butikken på vej ned af rulletrapperne. Jeg fik kigget på varerne, men købte intet, da vi var på vej VÆK fra hotellet og vi ikke gad slæbe på indkøb på vores planlagte tur til den sydlige del af Manhatten.
Det er ekstremt nemt(!) at finde rundt i New York. Gaderne er lagt ud i et stort firkantet gitter, med Avenues gående nord-syd og Streets gående øst-vest. En enkelt stor vej går lidt på skrå og det er Broadway. Vi havde læst os til, at den nemmeste måde at komme hurtigt rundt i byen på, var undergrundsbanen (Subway). Vi fandt nedgangen til 96th street ved Central Park og her var det nemt at købe et “unlimited ride” kort i automaten, hvor man for 31 dollar pr. næse kan køre alt det man vil rundt på Manhatten i 7 dage (alternativt koster 1 tur uanset længde 2,5 dollars).
9/11 – Memorial:
Kæmpe plads, hvor tårnene engang lå. Nu er tårnenes tidligere placering markeret med to kæmpestore vandfald, med en lang mindeplade rundt, med alle navnene på de godt 3000 mennesker der omkom 11. sep. 2001. Der er et utal af gadesælgere her, der udbyder/faldbyder alverdens ture til Frihedsgudinden og bøger om terrorangrebet. Vi valgte dog at gå lidt rundt på pladsen og kigge på de enorme bygninger, som vi alle har set på film/fjernsynet.
Battery Park og Frihedsgudinden:
Sydligst på Manhatten er Battery Park, hvor der er udsigt ud over havnen i New York og selvfølgelig Frihedsgudinden og den tilhørende Ellis Island, hvor millioner af immigranter ankom til Amerika i starten af 1900-tallet for at udleve deres “Dream of America”.
Her er det muligt at købe sig adskillige bådture ud til Frihedsgudinden/Ellis Island. Hvis man har planer om at komme op i kronen på Frihedsgudinden skal man bestille biletter mange måneder i forvejen (og udsigten ud af de små glughuller skulle ikke være ret imponerende), så vi valgte at sejle en tur med den gratis færge – Staten Island Ferry – hvor man har rig mulighed for at tage “postkort-billederne” af New York og Frihedsgudinden, samt se havnen fra søsiden.
Brooklyn Bridge:
Man kan fra færgeterminalen gå direkte ud på gaden og ned i Subway’en. Et enkelt skift og vi var i Brooklyn (der stammer fra hollændernes navngivning: Broken land). Vi gik et lille stykke igennem en park, for vi ville op og gå over Brooklyn Bridge. Bilerne kører under en, for gang- og cykelstien er lavet i midten af broen hævet over bilerne. Fantastisk bro bygget i 1883, datidens længste hængebro. Broen er smuk og det er udsigten fra den også.
Tilbage på Manhatten, tager vi subway’en endnu engang ud til 103th street i Upper West, hvor vi finder en lille hyggelig fransk restaurant, hvor vi får aftensmad og får småsnakket med en af de andre restaurantgæster, Goldie, som bl.a. kunne fortælle om “velansete” drikkepenge på restauranter. Goldie anbefalede at man gav det samme i drikkepenge som “tax” på regningen. Dvs. ca. 17-20% af beløbet.
Skriv et svar