Vi stod op, og gjorde os klar til at tage afsted fra morgenstunden til Hven.
På Hven er der tre små havne, som godt kan blive temmelig fyldte i sommerferien. Vi sigtede mod Norreborg havn, som vi anløb ved 10.30-tiden. Straks kom havnefogden ud og hilste os velkommen i den lille havn, og oplyste om havnens faciliteter (der er til at overskue).
Vi skal vente med at indløse havnebillet til kl. 12, da vi ellers kommer til at betale for natten der er gået. Havnebilletten koster 200 s.kr/døgnet og den dækker gratis strøm. Der er toiletter med bad (badet koster 5,- (automaten tager både danske og svenske) – nogen der har mønter?). Michael mener det er godt at vi har varmt vand og bad i båden. Ellers byder havnen på egen sandstrand med badebro, minigolf og svensk idyl. En perfekt havn at lande i, også hvis man har børn med. Det kan være vi smutter indenom på vej hjem, når vi har ungerne med ombord.
Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på, sidst jeg besøgte Hven for 6 år siden, hvor vi legede “de gule cykler” og inspiserede øen for Sæby Gershøj skole, som skulle aflægge den et besøg i den efterfølgende uge med alle eleverne. Nøj, hvor er Elisabeth lille (3 år).
Efter frokost og en badetur til hundene, besluttede vi at cykle den “lange” 12 km tur, Hven rundt. Der er mange flotte udsigter og her i højsæsonen er der en mægtig stemning på øen.
Vi mødte mange andre cyklister rundt på øen i dag, – og kun meget få biler samt et dansk ægtepar i en golfvogn (som de også havde lejet i cykeludlejningen). Der er en helt særlig stemning på denne ø, rigtig hyggelig.
Mange danskere synes ikke vejret er ret godt for tiden. Jeg synes dog det er fint. Faktisk tror jeg ikke, jeg ville have ret godt af meget mere sol i dag. 🙂
Skipper fik også afprøvet sin svømmeteknik, da han blev udsat for sit livs første svømmetur i dag.
Skriv et svar