Søndag i New York.
Det ses tydeligt i gadebilledet at det er søndag i dag. Vores ende af Broadway (Upper West) er spærret af, om omdannet til en markedsplads, hvor alle mulige (og umulige) kræmmere har stillet deres boder op, hvorfra de sælger ALT dingel dangel. Alle småbutikker på gaden er lukket, men de store shoppingcentre og restauranter holder åbent.
Efter morgenmaden, slentrede vi en tur over i Central Park. Den er kæmpe stor (ca. 4 km x 1 km), og jeg skal hilse at sige at jeg har fundet ud af, hvor den almindelige newyorker tilbringer sin søndag – især ud på eftermiddagen var der trængsel på græsset. Desuden var der i dag arrangeret 1/2 maraton for kvinder (2 omgange rundt langs kanten af parken) og der var derfor en del løbsarrangører, samaritter, mobiltoiletter m.m. opsat langs ruten. Fin park der var ved at komme i forårsstemning.
I det sydvestlige hjørne finder man Colombus Circle, og (endnu) et shoppingcenter. Dette center har i underetagen et stort udvalg af grønt og mad, som man kan købe. Perfekt hvis man står og skal spise frokost i parken. Vi var dog ikke helt blevet sultne nok endnu, så vi nøjes med en kop på Starbucks, hvor næste træk blev planlagt.
I det sydøstlige hjørne af Central Park (på 5th Ave) ligger den store Apple Store, -der aldrig har lukket. På gadeplan ses butikken på lang afstand som en glasterning med et æble i, selve butikken er gravet ned under gadeplan, lige under terningen.
I første omgang kom vi ud af Apple-butikken uden at bruge penge. Udenfor butikken sad vi på pladsen og slikkede solskin, da en Sightseeingbus passerede og vi besluttede at sådan én måtte vi prøve i solskinsvejret. Det er nemt at finde “de røde mænd” på gaden der sælger billeter, og 4 meter papirstrimmel senere sad vi på toppen af hop on – hop off busserne ved 16:30-tiden.
Det viste sig at være en rigtig god idé. Den billet vi købte gjaldt i 48 timer (54 dollars pr. billet – med 10 dollars i rabat i forhold til “listeprisen”) og den gælder ud over busserne også til en bådrute, og indgangen til en natklub (man skal dog købe 2 drinks her), og rabat på indgang til nogle museer. Vi skiftede bus og guide på Times Square, og var heldig med guiden, som satte sit personlige præg på turen rundt på Manhatten.
Vi sluttede turen af ved Times Square et par timer senere, og det blev tid til aftensmad og “ladestationen” på hotellet igen.
Skriv et svar